Tømmertanker
I Tubanu er vi tosset med podcast! Derfor har vi lavet vores helt egen podcast, Tømmertanker, hvor vi i hvert afsnit tager forskellige tematikker op der relaterer sig til det at være vokset op med misbrug.
Link til podcasten
Vi har interviewet Amalie for at høre, hvordan det er at lave en podcast, som omhandler et sårbart emne, og hvordan det er at mødes med fremmede til en samtale, hvor der ofte er mange følelser involveret. Har du lyst til at lære værten bedre at kende og vide mere om podcasten, så er du velkommen til at læse med.
Hvem er Amalie?
Amalie er uddannet Art director fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og er for tiden fast freelancer i brandingafdelingen på DR. Derudover arbejder hun med branding af Tubanu, hvor én af hendes mange opgaver er at producere Tømmertanker, som hun selv medvirker i.
Fun fact: Amalie har lavet sin bacheloropgave om Tubanu.
Vejen til podcast-mediet
Efter at have arbejdet med film og TV i 10 år, fik Amalie appetit på at arbejde mere med lyd fremfor billeder. Podcast-mediet var en oplagt måde at gøre det på. Ved siden af lysten til at arbejde med mediet, var Amalie ret besluttet på, at hvis hun skulle begive sig ud i at lave en podcast, så skulle den også kunne noget. Podcasten måtte gerne omhandle et emne, som hun har en særlig indsigt i.
I forbindelse med, at TUBA oprettede et fællesskab for tidligere og nuværende brugere af TUBA (Tubanu), bød muligheden sig for at lave en podcast, og Amalie sprang straks til. Amalie har selv gået i både individuel terapi og gruppeterapi i TUBA, og hun ved derfor meget om, hvordan det er at vokse op i et misbrugshjem.
Amalies egne favoritter
Selv har Amalie lyttet en del til podcasts som Mørkeland og Third Ear. Hendes første store kærlighed til podcast-mediet var Kvinden med den tunge kuffert, som ligger på Amalies absolutte førsteplads. Til forskel befinder Tømmertanker sig i en helt anden genre, særligt fordi dem der medvirker ved, at det de siger bliver optaget. Som Amalie selv formulerer det:
”Vi er på eventyr, men i vores eget sind”
Fun fact: Da Amalie skulle bestille udstyr til optagelserne, kontaktede hun folkene bag Mørkeland og Third Ear for at bede om deres ekspertise til at finde det bedste podcast-udstyr.
Et sårbart emne
Fordi hun har arbejdet meget med sig selv, føles det naturligt for Amalie at være åben og tale om de ting, der berøres i podcasten. Under optagelsen til et afsnit er fokus dog ikke så meget på hende selv, men på de gæster der medvirker. Amalie beskriver det som en gave at få lov til at møde nye mennesker, som åbner sig så meget for én. Hun omtaler det selv som et positivt og ikke mindst hjertevarmt rum at være i, når der optages.
Har man selv oplevet noget tilsvarende, er det ofte nemt at spejle sig i andres oplevelser af at vokse op i et misbrugshjem. Det er derfor ikke uvant for Amalie, at hun selv sidder under optagelserne til et afsnit og får aha-oplevelser.
Amalies egne tanker om podcasten
Både inden, under og efter Tømmertanker blev udgivet, har Amalie tænkt over, hvor meget hun deler ud af sig selv og sit eget liv. En af overvejelserne går på, hvor meget af podcasten hun skal dele på sine egne sociale medier. Amalie er åben over for sine venner og nærmeste, men derudover er hun som person ret privat.
”Det der med at krænge det inderste ud, har man jo mest lyst til at gøre over for folk, som man selv vælger” – Amalie
Hun fortæller, at selvom det kan være sårbart for hende at dele ud af sig selv i podcasten, så gør det det nemmere, at det ”bare” er hendes stemme, som folk forholder sig til. Derudover er podcastens lyttere en målgruppe, som hun har lyst til at dele sine tanker med.
Amalie føler sig motiveret af, at hendes egen svære oplevelse kan omdannes til noget godt, og bidrage med noget positivt til dem, der lytter med. Hun tilføjer, at hun har fået en del positiv feedback på podcasten, som ikke alene er et skulderklap for hendes hårde arbejde, men som også giver hende lysten til at blive ved.
En bredere målgruppe
Tømmertanker retter sig til ikke alene til voksne børn af misbrugere, men også til dem der kommer fra et dysfunktionelt hjem.
Selv er Amalie hos den ene forælder vokset op i et misbrugshjem, og hos den anden i et hjem med dysfunktionelle familiemønstre. Om det siger hun således:
“De første mange år, hvor jeg har arbejdet med mig selv, var fokuseret på opvæksten i det dysfunktionelle hjem, da det var en meget voldsom og traumatiserende oplevelse. Og det var først mange år senere, jeg begyndte at kigge på de udfordringer det har og stadig giver mig at være vokset op i et hjem med misbrug. Derfor oplever jeg personligt, at det er lige så ødelæggende at vokse op i hjem med dysfunktionalitet som med misbrug, og at man også får mange af de samme udfordringer. “
Amalie forklarer, at misbruget netop kan karakteriseres som en form for dysfunktionalitet, og at dysfunktioner findes i mange forskellige afskygninger og i mange hjem. Selvom man ikke er vokset op i et misbrugshjem, kan man derfor stadig have gavn af at høre podcasten, da der ofte ses samme psykologiske mekanismer i et dysfunktionelt hjem og i et misbrugshjem.
5 ud af 5 stjerner
Tømmertanker er blevet taget rigtig godt imod af lytterne. Amalies største håb med podcasten er, at de der hører den, kan bruge den til noget konstruktivt og få gavn af den. Hun drømmer også om, at podcasten når ud til endnu flere end de 1.000, der allerede har lyttet med.
Amalie tager hjertens gerne imod input til emner, så hvis du som lytter brænder for at høre om et bestemt emne, skal du ikke tøve med at skrive til os i Tubanu.
Har du allerede lyttet til vores afsnit, så husk at du altid har mulighed for at genhøre dem. Hvis du endnu ikke har fået hørt Tømmertanker, så giv den endelig et lyt!
Rigtig god fornøjelse.